|
|
|
PAKKEKALENDER 2017
Den første pakkekalender klar til aflevering
|
|
SÅDAN STARTEDE DET I 2017
Vi startede med at lave pakkekalender til 1 afdeling på Psykiatrisk Hospital i 2017 året efter i 2018 lavede vi til 3 afdelinger, der dette år var flyttet til Skejby og i 2019 lavede vi til 7 afdelinger samt Psykiatriens Hus, Aarhus.
Tina er psykisk syg og har været indlagt hen over julen flere år i træk, og det var en noget trist oplevelse samtidig med at hun havde det utrolig dårligt. Derfor gik vi i tænkeboks: ”for hvad kunne gøre det bare en lille smule hyggeligere at være indlagt i julen” Vi kom frem til at en pakkekalender er hyggelig og tanken om at andre tænker på en varmer utrolig meget.
Vi gik til Tinas ”stamafdeling” og fremlagde vores ide. Den første vi kom med var at hver indlagt skulle have en, men som I ved findes der utrolig mange ”svingdørspatienter” så det var ikke nogen god ide.
Så foreslog vi, at hver stue kunne få en, og den der var indlagt der måtte åbne en pakke hver dag. Dette synes hospitalet ikke var en god ide for det kunne de ikke administrere – for hvad nu hvis alle pakkerne blev åbnet på en gang eller hvad nu hvis der var noget i pakkerne, der kunne bruges til at gøre skade på patienten, andre patienter eller personalet.
Det sidste er så ikke noget problem for Tina scanner alle gaver så ingen som i ingen ryger afsted bare der er den mindste risiko for at ovennævnte kan ske.
Vi kom så i fællesskab frem til at 1 pakkekalender pr. afdeling var sagen. Den opbevares af personalet – som for øvrigt får en chokoladekalder af os de deler 😊 – og til morgen eller aftenmødet bliver alle deltagernes navne lagt i en hat og der bliver så trukket en ”dagens vinder af pakken”
|
|
PAKKEKALENDER 2021
Kvinde og mandeposer
|
|
VI HAR UDVIKLET OG VIDEREUDVIKLET PAKKEKALENDERAUH
og i nutiden foregår det således:
Vi laver pakkekalender til alle 11 voksenafdelinger på Psykiatrisk Hospital AUH Skejby, Retspsykiatrisk Amb. og Psykiatriens Hus, Århus og Silkeborg. Det vi gør, er at lave 1 pakkekalender med 24 pakker til hver .. Det er ganske ligesom den vi laver til vores børn. Hvor der pakkes en gave op hver dag i december måned. Vi samler også ting sammen til hele afdelingen alle kan få glæde af. Det kan være spil eller blade osv.
Vi laver også pakker, der bruges til bankospil og hvis vi er heldige at have gaver til det, er der også julegaver og slik til patienterne og personalet, der er på afdelingen juleaften. Vi kommer og afleverer julegaver om formiddagen den 24. december.
Den måde uddelinger af pakkerne i pakkekalenderen på afdelingerne er, at de mødes til morgen- eller aftenmøde, og så trækker de en vinder mellem de fremmødte. Det er så den patient, der får pakken. Efterhånden så rygtes dette og så er der flere og flere patienter, der møder op til disse møder. Så personalet fortæller os, at det er sådan en stor succes for, det hjælper dem til at få patienterne ud i det sociale rum og være sammen med andre. Ofte sidder patienterne på deres stuer, og gemmer sig, men pakkekalenderen kan få dem ud. Så alt i alt er det til gavn for alle.
Bankopakkerne bruges til at afholde banko flere gange i løbet af december måned. Dette er for at lave noget specielt for patienterne, og de elsker det.
Personalet får stadig deres chokoladekalender til deling.
Det betyder så at vi skal lave 14 x 24 pakker = 312 gaveposer fyldt med alverdens dejlige ting til pakkekalenderen
Vi har aftaler med en masse fantastiske kvinder og strikkeklubber, som strikker, hækler og laver utrolige kreative ting til os. Vi har også nogle af modtagerne, som laver kreative ting til os. Hvis der er brug for det får alle, der er kreative for bl.a. garn, som vi køber eller får doneret. Vi har et lille økonomisk råderum, som Lions Club Aarhus Viby donerer til os, som vi bruger til at indkøbe materialer, hygiejneting og praktiske ting, som poser, emballage i det hele taget og porto.
I 2020 startede vi op med at sælge hjemmebagte julesmåkager, hvor overskuddet ubegrænset går til PakkekalenderAUH. Det var og er en kæmpe succes, som vi fortsætter med så længe nogen har lyst til at købe vores hjemmebagte julesmåkager. |
|
TAK fra patienter, medarbejdere og pårørendetil os, og ikke mindst til jer, der donerer enten ting eller jeres kreativitet til PakkekalenderAUH
Hilsen fra S10 2023
Hilsen fra S10 2022
|
|
I S9 var både patienter og personale meget glade for gaverne. De blev brugt til julegaver og pakkespil. Virkelig en succes. Gaverne var rigtig gode der var noget til alle og glæden blev ikke mindre da vi fik den store overraskelse at der også var JULEGAVER til os alle der var indlagt samt personalet. ***************************************************************************************************** I afsnit 6 blev der hver dag i aftenvagten trukket et navn til pakkekalenderen, hvilket skabte et fællesskab, hvor patienterne var samlet til vores aftenmøder. Pakkekalenderen bidragede til en ekstra hyggelig december måned, hvor julen og samværet kom i fokus og dette kunne mærkes på selv et psykiatrisk sengeafsnit.
Juleaften samledes patienterne i det vi kalder "fællesmiljøet", hvor de i selskab med hinanden pakkede julegaverne op. Dagene efter viste nogle af patienterne stolt deres pakker frem til personale og medpatienter. Modtagelsen af julegaverne har været med til at bidrage til en særlig stemning på De Særlige Pladser (S6), hvor fællesskab, hygge og spænding var nøgleordene for julemåneden. Tak for jeres indsats og gaver til patienterne! *************************************************************************************************** Vi i retspsykiatrien, AUH fik doneret en helt masse fine ting fra "Pakkekalender AUH 2021", til patienterne hen over julemåneden. Tingene blev pakket ind som fine gaver, der blandt andet blev givet i forbindelse med pakkeleg og julebanke på afsnit R2 og R3. Derudover blev der delt pakker og slik ud til patienterne på de to resterende retspsykiatriske afsnit, samt den retspsykiatriske klinik. Patienterne deltog aktivt i aktiviteterne, viste stor glæde og taknemmelighed over gaverne og blev positivt overrasket over den "lille julehilsen" som både fulgte med flere af gaverne og chokoladen. En særlig tak til jer Tina og Susanne. I har givet mange mennesker et smil på læben og bidraget til den gode jul på retspsykiatriske afdeling, AUH. ************************************************************************************************ I december var vi så heldige i Psykiatriens Hus i Aarhus at få doneret en pakkekalender fra Tina Kvist og hendes mor. Vi oplevede i huset at det vakte stor glæde hver morgen at der blev trukket en borger, som fik en gave. Det blev oplevet som et meget positivt tiltag og var med til at der blev en god decemberstemning i huset og det blev da også hurtigt et samtaleemne, hvad der mon var i posen i dag. Et rigtig godt positivt indspark som virkelig kan mærkes blandt de brugere i huset som til dagligt har deres at slås med. Medarbejder i Psykiatriens hus, Aarhus ******************************************************************************* Kære Tina og Susanne. Jeg er pt. patient på afdeling S4, på AUH i Aarhus. Forleden dag var jeg den heldige vinder i julelodtrækningen og dermed vinder af en gave som i har leveret til afdelingen. Det var den fineste pose med en masse forskellige gaver. Jeg er så imponeret over alle de fine ting som i har begavet os med. Personligt går jeg sjældent med hue, men den absolut fantastiske hjemmestrikkede hue, der var en af gaverne i gaveposen, bruger jeg med den største glæde, bl.a. når vi går ture rundt om AUH. Jeg takker jer og i har i den grad bragt glæde hos mig og mine medpatienter. I har, sammen med de øvrige dygtige damer i jeres team strikket alverdens dejlige gaver og virkelig gjort en forskel i en ellers lidt trist december. Jeg bliver helt rørt ved tanken om, at i har brugt så mange kræfter og tid på, at glæde en masse mennesker i juletiden - det er at have hjertet på rette sted, tak for jer. Jeg takker jer med hele mit hjerte og ønsker jer en rigtig glædelig jul Hej Tina og Susanne Nedenstående er et skriv fra en patient: Pakkekalenderen har været den ting vi alle ønskede os til morgensamlingen. Jeg ved at fremmødet steg ganske meget i december måned. Hver dag tømte den heldige vinder posen, så alle vi andre kunne kigge med. Jeg var heldig at få en hue af med patient og I skulle bare vide hvor meget ros jeg har fået – så der ramte I plet. Den røde strikkede mundserviet med hjertet er min yndlingsting. Tusind Tak for jeres gode initiativ og glædelig jul. Tak fordi I har glædet os. **************************************************************************************************** Kære Tina og Susanne Så er vi kommet ind i det nye år, men inden vi gjorde det havde vi endnu engang en dejlig december måned her på Sengeafsnit 10. Vi har på vores afdeling sat stor fokus på Julen, hvor vi har gjort meget ud af at skabe en god stemning og aktiviteter for vores patienter. Her kommer I ind i billedet, fordi I har gjort det ekstra muligt for os at give vores patienter nogle gode oplevelser ************************************************************************************************** Ej jeg bliver simpelthen nød til at sige tak til Jer! 💚 Jeg har et nært familiemedlem som har sat pris på den pakkekalender, da vedkommende var indlagt henover julen!" Hilsen L ****************************************************************************************************** Da jeg var indlagt sidste år på S7, fik vi op til jul at vide, der ville være en pakkekalender. Det samlede folk til aftenmøde og hygge kl. 17 hver dag op til jul. Der var grin og alle patienter viste hvad de fik i deres gaver den pågældende dag. Jeg husker at det gjorde mig varm indeni, at der rent faktisk var nogle der tænkte på os. Da jeg fik min gave, blev jeg så glad, det var fantastisk. Deraf donerer jeg også selv ting, til dem der er indlagt op mod jul, til pakkekalenderen i år. En tidligere patient ***************************************************************************************************** Kære Tina og Susanne
Så er vi kommet ind i det nye år, men inden vi gjorde det havde vi endnu engang en dejlig december måned her på Sengeafsnit 10. Vi har på vores afdeling sat stor fokus på Julen, hvor vi har gjort meget ud af at skabe en god stemning og aktiviteter for vores patienter. Her kommer I ind i billedet, fordi I har gjort det ekstra muligt for os at give vores patienter nogle gode oplevelser. Jeres donationer har gjort det muligt for os at overraske vores patienter hver dag i december, hvor vi til vores morgenmøder har lavet lodtrækninger hvor patienterne kunne vinde gaver. Det har været helt fantastisk at opleve den glæde de fik når de vandt. Det bedste ved gaverne var at se vores patienter dele ud til hinanden og vi oplevede flere gange at hvis en patient vandt flere gaver, så var det søde til at give gaven videre til dem som ikke havde fået noget. Det er præcis det julen kan og man kan sige at jeres gavmildhed har smittet af på vores patienter som har været helt fantastiske. Adventsgaverne brugte vi lidt på en anden måde, her afholdte vi banko i stedet for lodtrækning så der var i år lidt ekstra på spil under vores aktiviteter. Juleaften skulle vi spille pakkeleg men dette var desværre ikke muligt grundet restriktionerne, derfor havde vi en ekstra JULEBANKO hvor den store røde gave var 1. præmie. Patienten som vandt den store gave er en patient som i en længere periode har været depressiv, det var dog ikke svært at motivere hende til julebanko da hun fik at vide at der var en overraskelse til vinderen. På helt fantastisk vis ender hun med at vinde gaven og et udbrud af glæde fulgte med. "Yess, jeg plejer ellers aldrig at vinde". Da patienten pakkede gaven op kiggede vi alle spændt på alle de flotte ting der var i den. Alle var enige om at det var den rigtige vinder og hun blev utroligt glad for alle de fantastiske ting som I havde pakket. Hun fik opmærksomhed af alle og for en stund var hun i centrum. Tusind tak fordi I hjalp med at få et smil på hendes læber og tusind tak fordi I har gjort så stort et arbejde for at give vores patienter noget at glæde sig over. Tusind tak til alle som har været med til at lave de kreative ting, tusind tak til alle som har været en del af jeres projekt. Til sidst og ikke mindst tusind tak til JER for jeres kæmpe arbejde. Med venlig hilsen Alle fra Sengeafsnit 1
|
|
|
|
|
|
|